Sri Ramana Maharshis liv og lære, del 2: Hans kærlighed til dyr

Sri Ramana Maharshis liv og lære, del 2: Hans kærlighed til dyr

Ægte åndelige mestres liv er i sig selv en lære. Et liv levet i gennemsigtighed over for tilværelsens sandhed er et udtryk for nåde. Handlingerne, interaktionerne og meddelelserne fra store lærere som Bhagavan Sri Ramana Maharshi kan inspirere og vejlede os.

Bhagavan Sri Ramana behandlede alle væsener som ligeværdige og pegede konstant og blidt på modsætningerne i hans elevers adfærd. Når hans elever for eksempel behandlede dyr som mindreværdige i forhold til mennesker, viste han dem gennem handlinger eller blide ord, at deres handlinger ikke stemte overens med deres aspirationer.

Bhagavan Ramana var en velkendt elsker af alt liv.

Han elskede mennesker. Han underviste og delte sit budskab om selvundersøgelse helt frem til sit dødøjeblik. Han insisterede også på, at alle, der kom til ashramet, skulle have mad. Han ventede for eksempel, indtil alle andre havde spist, før han selv tog mad.

Måske i lige så høj grad, eller endda mere, elskede han dyr.

Der er utallige historier om Bhagavan Sri Ramana Maharshis kærlighed til dyreriget. Der er faktisk en bog med titlen ‘Bhagavan Ramana: Vennernes ven’. Denne bog handler udelukkende om Sri Ramanas forhold til dyr.

Aber og mango

Suri Nagamma skriver i et af sine breve om, hvordan aberne kun tager det, de har brug for.

„I morges klokken 10 bragte Dr. Ananthanaryana Rao og hans kone Ramabai nogle gode mangoer fra deres have og sagde, da de gav dem til Bhagavan: ‘Aberne tager alle mangoerne. Så vi plukkede dem hurtigt og har bragt dem her.’ Bhagavan sagde smilende: ‘Åh, er det sådan. Så aberne kommer der også.’ Derefter kiggede han på alle de andre og sagde: ‘Ja, aber tager frugterne én ad gangen, mens mennesker tager dem alle på én gang. Hvis man spørger hvorfor, siger de, at det er deres ret. Hvis det, aberne gør, er tyveri i det små, er det, mennesker gør, regulært plyndring. Uden at indse det jager de aberne væk.’ “

Uddrag hentet fra greatmasters.info

Aberne fra Arunachala

Sri Ramanas nære tilknytning til abestammerne på og omkring Arunachala strakte sig fra de tidlige dage af hans ankomst til Tiruvannamalai til de sidste dage af hans legemlige eksistens. Han var deres ven, beskytter, mægler, vejleder og nådige velgører.

Den elskede Nondi

Der boede abestammer på Arunachala-bjerget. En historie fortæller, hvordan Sri Ramana reddede en invalideret babyabe, der var blevet forvist fra sin stamme. Han plejede aben tilbage til fuld sundhed, og den vendte siden tilbage til sin stamme og blev leder.

Der var en ung abe i flokken, som begyndte at vise lovende tegn og vandt popularitet inden for stammen. Flokens leder blev misundelig og meget utilfreds. Af jalousi angreb han den unge abe, hvilket fik ham til at falde fra et højt træ. Faldet skadede et ben alvorligt. Lederen og de andre aber forlod ham til sin skæbne nær Virupaksha-hulen. Næsten bevidstløs haltede aben til sidst ind i Virupaksha-hulen.

Den altomfavnende Bhagavan bandagerede hans ben og plejede ham tilbage til sundhed. Med tiden helede skaderne, men han forblev permanent invalid. Bhagavan navngav ham Nondip paiyan, den lille Halter. Han blev kaldt Nondi som kælenavn, da han haltede, når han gik eller løb.

Han fulgte Bhagavan, uanset hvor han gik, haltende afsted. Selv når Bhagavan bad ham om ikke at følge Ham, fulgte han med stor anstrengelse. Han udviklede en hengivenhed for Bhagavan og var dedikeret til Ham og så op til Ham som sin Mester. Under Bhagavans kærlige omsorg blev Nondis ben bedre, og han genvandt sin styrke.

Fem dage senere kom aberne fra Nondis tidligere flok til Virupaksha-hulen. Ashramitterne så dem komme og var bange for, at de måske ville skade Bhagavan. Bhagavan forsikrede dem om, at der ikke ville ske noget. Aberne ville ikke skade nogen i Virupaksha-hulen.

Nondi genforenes med sin abestamme

Så snart Nondi så sine flokkammerater, gik han hen og klatrede op på Bhagavans skød. Et af flokens medlemmer kom hen til dem og kiggede på Nondis bandagerede ben. Bhagavan fortalte aben, at Han havde påført medicin og bandageret det for at helbrede det skadede ben. Aberne var kede af, at de havde skadet Nondi så meget. De afgav et venligt brøl, og en af dem kom hen og trak i Nondi for at bede ham om at genforene sig med flokken. Men Nondi ville ikke forlade Bhagavan. Han kiggede på Bhagavan.

Bhagavan fortalte Nondi: „Din flok er kommet for at hente dig tilbage. Gå med dem som en god dreng. Glem os ikke, når du bliver Konge.” Så sagde Bhagavan, klappede Nondi og sendte ham tilbage med hans slægtninge.

Nondi plejede at komme og besøge Bhagavan, selv efter at Bhagavan og andre var flyttet til Skandasramam. Han kom med sin flok og var hos Bhagavan i nogen tid. Da Azhagammal en gang gav Nondi mad på en separat tallerken, nægtede han at spise og foretrak at dele mad med Bhagavan fra Hans tallerken og hjalp sig selv ved at tage fra tallerkenen!

Historien forkortet fra greatmaster.info

„At rette sig selv er at rette hele verden. Solen er simpelthen lys. Den retter ingen. Fordi den skinner, er hele verden fuld af lys. At transformere sig selv er en måde at give lys til hele verden.”

– Bhagavan Sri Ramana Maharshi

Ramana og koen Lakshmi

En af de mest rørende historier handler om koen Lakshmi. Hun blev bragt til Ramanas ashram som en donation. Indledningsvis afslog Ramana tilbuddet, fordi ashramet på daværende tidspunkt ikke havde råd til at holde en ko.

Men efter dette første møde ville ko Lakshmi regelmæssigt undslippe sin ejer. Hun gik tværs over den lokale by tilbage til ashramet, blot for at besøge Ramana.

Til sidst udviklede der sig en dyb kærlighed mellem Ramana og ko Lakshmi. Hun kom til ham, når hun var ked af det, og græd bogstaveligt talt på hans skulder, og han trøstede hende.

Bhagavan sagde: „Allerede som en kalv på blot nogle få dage opførte Lakshmi sig på en ekstraordinær måde. Hun kom dagligt til mig og lagde sit hoved ved mine fødder. Den dag, fundamentet til goshala’en (kostald) blev lagt, var hun så jublende glad og kom og tog mig med til begivenheden. Igen på dagen for grahapravesam kom hun direkte til mig på det aftalte tidspunkt og tog mig med. På så mange måder og ved så mange lejligheder opførte hun sig på en så fornuftig og ekstraordinært intelligent måde, at man ikke kan undgå at betragte hende som en ekstraordinær ko. Hvad kan man sige om det?”

En historie om ko Lakshmi og Sri Ramana

Ko Lakshmi traadte hurtigt ind i hallen med ben, krop og hale fulde af mudder, med blod sivende ud af hendes næse og med et halvt afskåret reb om halsen. Hun gik direkte hen til sofaen, hvor Bhagavan sad.

Tjenerdrengene begyndte med nogen afsky at sige, at hun var kommet ind med mudder på kroppen. Bhagavan sagde dog med kærlighed: „Lad hende komme. Lad hende komme. Hvad gør det, hvordan hun kommer?”

Han henvendte sig til koen og sagde: „Kom, min kære. Kom nærmere.” Idet han sagde dette, strøg han let hånden over kroppen, klappede hende på halsen og kiggede på ansigtet og sagde: „Hvad er det? Noget blod siver!” En af tjenerdrengene sagde: „For nylig havde de sat et reb gennem hendes næse.”

„Åh! Er det grunden? Derfor er hun kommet her for at klage til mig over det. Er det ikke meget smertefuldt for hende? Ude af stand til at bære smerten er hun kommet herhen løbende for at klage til mig uden engang at vaske sin krop. Hvad kan man gøre? Giv hende noget iddli (riskage) eller noget,” sagde Bhagavan og viste stor bekymring for hendes velvære.

Tjenerdrengene gav hende nogle bananer og lykkedes derved med at sende hende ud. Jeg gik til køkkenet, hentede nogle iddlier og gav dem til hende. Hun var tilfreds og gik tilbage til sit sædvanlige sted.

Bhagavan Ramanas medfølende visdom

Efter at vi alle var vendt tilbage til hallen og sat os, bemærkede Bhagavan, mens han kiggede på tjenerdrengene: „Kommer I ikke alle til mig for at fortælle om jeres problemer? Hun har gjort det samme. Hvorfor er I så vrede over, at hun kom her med mudder på sig? Når vi har problemer, overvejer vi, om vores tøj er i orden, eller om vores hår er ordentligt børstet?”

Historien forkortet fra greatmaster.info

Konklusion

Disse historier og andre giver et klart eksempel på Bhagavan Sri Ramana Maharshis liv og lære. Vigtigst af alt diskriminerede han ikke mellem menneske og dyr. Han omfavnede desuden alle væsener med den samme visdom, kærlighed og forståelse. Det er også klart, at han konsekvent opmuntrede sine elever til at se livet på samme måde.

Vi kan bruge disse eksempler til at reflektere dybt over vores egen adfærd. For eksempel, hvordan forholder du dig til verden? Til væsenerne i den? Har du overhovedet dette niveau af kærlighed, omsorg og medfølelse for de mennesker, du ‘elsker’?

Der er sandsynligvis meget, vi kan lære om kærlighed og accept, først og fremmest af os selv. Siden kan vi lære at udvide den kærlighed til andre. Til sidst vil vi forhåbentlig en dag udvide den kærlighed og omsorg til hele skabelsen, ligesom Bhagavan Sri Ramana Maharshi.

veröffentlicht: 15.09.2022